Sørg for god adgangsvej

Det er vigtigt at pladsen, hvor dine affaldsbeholdere står, er på din egen matrikel og at både plads og adgangsvej fra skraldebil til dit affald er i orden.

Det er Forsyning Helsingørs opgave at indsamle affaldet på en effektiv måde, så servicemålene kan overholdes. Derfor er det vigtigt, at skraldemanden nemt kan komme til beholderne, når de skal tømmes.

Vejen hen til dine affaldsbeholdere og placering af dem skal overholde disse retningslinjer.

Beholderpladsen

  • Skal være så dyb, at der er plads til beholderne. De skal kunne trækkes uhindret ud på adgangsvejen
  • Der skal være et fast og stabilt underlag fx i form af fliser
  • Der skal være ca. 10 cm mellem beholderne
  • Håndtagene på tohjulede beholdere skal vende ud mod adgangsvejen
  • Placér så vidt muligt beholderpladsen i skyggen og væk fra boligen for at undgå lugtgener

Adgangsvejen

  • Underlaget skal være fast og stabilt - fx belagt med fliser, asfalt eller beton
  • Skal have en frihøjde på mindst 2,1 meter og være så bred, at beholderne kan køres ubesværet hen til skraldebilen. Dette vil oftest være mindst 1 meter
  • Der må max være 20 meter fra beholdernes placering til skel mod vej eller til skraldebilens holdeplads
  • Der må ikke stå cykler, legetøj, haveredskaber eller andet på adgangsvejen
  • Der må højest være én låge eller dør, som skal kunne stå åben af sig selv
  • Der må ikke være trin eller stejle stigninger på over 10%
  • Der skal være lys efter mørkets frembrud
  • Evt. træer og buske omkring beholderplads og adgangsvej skal være beskåret, så der er fri passage
  • Om vinteren skal der være ryddet for sne og is
Adgangsvej illustration.png

Overholder du ikke vores retningslinjer for adgangsvej og beholderplads, kan du henvende dig til Kundeservice på 48405050 og aftale, at du sætter dine beholdere frem til skel senest kl. 6 på tømmedagen. På adresser, hvor det ikke er muligt at placere beholderen på egen matrikel ved skel, må den gerne stå på fortovet på tømmedagen. Beholderen skal sættes tilbage på beholderpladsen samme dag, som den er blevet tømt.  Du kan tilmelde dig vores sms-service og få besked om, hvornår vi tømmer.